Pressemeddelelse -
Transportbranchen skal tænke nyt for at komme manglende arbejdskraft til livs
Den fortsat høje mangel på chauffører i Danmark dannede rammerne for en debat om tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft på dette års folkemøde, arrangeret af Danmarks største udbyder af transportkurser, DEKRA.
Der har længe været fokus på mangel på arbejdskraft i transportbranchen, uden en bedring af situationen. Chaufførmanglen er fortsat høj i både Danmark og resten af Europa, hvilket kan ende med at få store konsekvenser for forsyningssikkerheden.
I Danmark er hver anden lastbilchauffør over 50 år, og med meget få unge, der vælger at gå ind i branchen, ser chaufførmanglen kun ud til at vokse sig større i fremtiden. Ifølge Ulrik Matz, area sales manager hos DEKRA, er det nødvendigt at tænke nyt for at komme chaufførmanglen til livs:
”Danmark mangler lige nu omkring 2.500 lastbilchauffører og 1.000 buschauffører. Store årgange, der går på pension og små årgange, der kommer til, kombineret med en solid vækst i transporterhvervet betyder, at vi bliver nødt til at tænke nyt, for at kunne sikre nok arbejdskraft til branchen.”
For at sætte fokus på chaufførmanglen inviterede DEKRA i forrige uge en række af deres samarbejdspartnere med til Folkemødet på Bornholm for at diskutere udfordringen. I debatten var der fokus på, hvordan flere unge tiltrækkes til branchen, og hvordan de nuværende chauffører fastholdes.
Flere skal i lære
På trods af rekrutteringsudfordringen i branchen er det fortsat kun knap hver tredje vognmandsvirksomhed, der ansætter lærlinge. Det skal der, ifølge flere af deltagerne i debatten, laves om på i fremtiden, hvis rekrutteringsudfordringen skal løses. I debatten blev der blandt andet fremhævet, hvor stor en betydning det kan have for elevernes lyst og motivation til at starte på en erhvervsuddannelse, at de allerede fra uddannelsesstart er tilknyttet en virksomhed.
Det er Jan Brochdorf, der er chefkonsulent hos DEKRA Erhvervsskole, enig i:
”Vi kan se, at de elever, der har fået arbejdstøj af deres virksomhed møder op i skolen med det på hver dag. Der ligger meget fastholdelsespotentiale i at skabe en arbejdsidentitet hos hver elev, hvor de føler en stolthed over at være en del af deres virksomhed.”
Fokus på work-life balance
Lange arbejdsdage og skæve arbejdstider, der er svære at kombinere med et familieliv, får mange til at fravælge et job i transportbranchen. Det var også en problematik, der var fokus på i debatten, hvor flere argumenterede for, at branchen i fremtiden bliver nødt til at tænke anderledes end hidtil.
Egon Boutrup, der er personalechef hos Anchersen Busser, argumenterede for, at branchen i fremtiden er nødt til at prøve at tilpasse arbejdstiderne til det liv, som chaufførerne lever:
”Vi skal gentænke måden, vi strukturerer arbejdsdagen på, så den passer til den livsfase, som chaufførerne befinder sig i. Der kan være perioder i livet, hvor man gerne vil arbejde i mange timer, og der kan være perioder, hvor der er brug for mere faste arbejdstider, der kan passe ind i et familieliv.”
Arbejdshandskerne skal på
Hos DEKRA var der stor tilfredshed med dagens udbytte, og medarrangør Ulrik Matz var ikke i tvivl om, at dagens debat vil føre til konkrete handlinger:
”Det har været en rigtig god dag med mange spændende input. Vi er alle enige om, at der skal gøres en indsats for at sikre den fremtidige arbejdskraft i branchen, så nu gælder det bare om at tage arbejdshandskerne på og arbejde videre med alle de gode ideer, der er kommet på bordet i dag.”
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.