Gå til indhold
Mihaela-Roxana Ghemu
Mihaela-Roxana Ghemu

Pressemeddelelse -

​Mihaela baner vejen for flere kvinder

Der kommer flere kvindelige chauffører, men der er stadig lang imellem dem. Mihaela er en af de kommende faglærte kvindelige chauffører, og hun vil gerne skubbe til den skæve kønsbalance i transportbranchen.

”Først og fremmest elsker jeg at køre lastbil. Det er virkelig noget, jeg har lyst til at arbejde med. Og så vil jeg da gerne bruge muligheden for at vise andre, at kvinder kan køre lastbil lige så godt som mænd,” siger Mihaela-Roxana Ghemu.

Hun er godt i gang med at uddanne sig til lastbilchauffør hos DEKRA Erhvervsskole. Her startede 70 nye elever på chaufføruddannelsen i august.

Mihaela startede selv på uddannelsen for et år siden. Aktuelt skal hun til at tage hænger-kørekort og krancertifikat, før praktikperiode nummer to venter.

Flere kvinder i branchen

Flere kvinder bliver lastbilchauffører, men de er stadig i solidt mindretal.

Tidligere skulle man stoppe 100 lastbiler, før man fandt én kvindelig chauffør, men i de seneste år er der gradvist kommet flere kvinder i branchen.

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik var 2,4 procent af lastbilchaufførerne kvinder i 2018.

Der er sket yderligere fremgang siden, så Mihaela regner selv med 5 procent, når hun er ude at holde foredrag på skoler for at åbne pigers øjne for muligheden for at blive lastbilchauffør.

”Jeg fortæller de unge, hvordan det er at være kvindelig chauffør og arbejde i transportbranchen. Langt de fleste kolleger og firmaer går ikke op i køn, men du kan stadig finde chauffører og transportvirksomheder, der ikke synes, at vi kvinder er stærke eller dygtige nok. Men de er få. Det er vigtigt, at vi får flere kvinder ind i branchen. 5 procent er for lidt. Der skal være bedre balance mellem mænd og kvinder,” siger Mihaela.

Chauffør på nyt sprog

Mihaelas første læreplads var i containerafdelingen hos SCT Transport.

”Jeg kunne godt tænke mig at køre med trailer eller sættevogn. Lange køreture frem og tilbage passer mig godt. Eller at køre med kran. Det er meget udfordrende, og ikke to dage er ens, når du skal ud og løse opgaver med kran,” siger Mihaela.

Hun kom til Danmark fra Rumænien som 18-årig for fem år siden.

”Jeg havde kun talt dansk godt i et par år, da jeg startede på chaufføruddannelsen, så det var da en udfordring i begyndelsen, og jeg brugte nok en del mere tid på skolearbejdet end de andre elever. Men det er gået godt. Mine studiekammerater er søde og hjælpsomme, og det er de også ude på lærepladserne i branchen.”

Related links

Emner

Regions


Om DEKRA

DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.

DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.

I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.

DEKRA dækker hele Danmark.

Kontakt

Troels Lund

Troels Lund

Pressekontakt Kommerciel Direktør PR og kommunikation 31 63 20 30