Pressemeddelelse -
Drømmejob med forvogn – og snart trailer
Elevtiden er et højdepunkt for unge, der tager chaufføruddannelsen på DEKRA Erhvervsskole og lærer at mestre køretøjer, der har fascineret dem siden barndommen. Mathias Bjerregaard Grevsen er en af dem.
Når én drømmeuddannelse må droppes, er det godt at have en anden klar i baghånden.
”Jeg havde to drømme: Jeg ville være IT-supporter eller køre lastbil, for jeg har elsket at køre i bil, siden jeg var helt lille. Da jeg valgte at droppe ud af uddannelsen til IT-supporter, vidste jeg med det samme, at jeg skulle gå videre til chaufføruddannelsen,” siger Mathias Bjerregaard Grevsen (f. 2000).
I lære som chauffør
Han er nu godt i gang med chaufføruddannelsen i godstransport, som han startede på hos DEKRA i august 2019.
”Som lærling kommer jeg ud at køre mange forskellige ture. Det længste jeg har været væk er Nørre Alslev på Falster. Lige nu kører jeg med forvogn, men når jeg har taget CE, kan jeg også køre med trailer. Det glæder jeg mig virkelig til. Jeg pusler stadig lidt med IT i min fritid for at holde den interesse vedlige, men jeg er glad for, at det endte med chaufføruddannelsen.” Mathias skal til at tage kørekort til lastbil med hænger, og er startet i lære som chauffør hos M. Nørgaard-Larsen i Køge
På DEKRA Erhvervsskole bruges der mange ressourcer på at hjælpe eleverne med at finde lærepladser. En ny årgang på 70 elever startede i august, og arbejdet med at finde lærepladser til de nye elever er allerede godt i gang. DEKRA Erhvervsskole forventer, at der igen til januar bliver et stort optag på uddannelsen.
Mange Vognmænd påtager sig et stort medansvar for udviklingen af fremtidens danske transportbranche ved kontinuerligt at tage nye lærlinge. Men der er brug for, at endnu flere kommer med, påpeger chefkonsulent hos DEKRA Erhvervsskole, Jan Brochdorf.
”Over 50% af alle chauffører er over 50 år, og der er derfor brug for nye unge chauffører. DEKRA Erhvervsskole kan levere motiverede og veluddannede unge mennesker, der virkelig brænder for chaufførfaget. Hvis vi kan få flere transportvirksomheder til at bakke op og tage lærlinge, kan vi på sigt skaffe Danmark alle de nye, unge faglærte chauffører, som branchen efterspørger,” siger Jan Brochdorf.
Related links
Emner
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.