Pressemeddelelse -
Jobmesser skal afhjælpe massiv jobmangel
Med 12 jobmesser fordelt på hele landet vil landets største udbyder af transportuddannelser, DEKRA, afhjælpe den massive mangel på chauffører i de danske transportvirksomheder.
Samtidig giver jobmesserne ledige og andre interesserede en gratis mulighed for at gribe nogle af de mange ledige chaufførstillinger.
På messen kan deltagerne møde et bredt udvalg af danske transportvirksomheder, der lige nu står og mangler arbejdskraft.
Deltagerne kan også få information og en snak om deres muligheder for at få uddannelse og jobhjælp med henblik på at blive lastbil-, bus- og taxichauffør.
Jobmesserne afvikles i 12 byer fra 25. september til 4. oktober.
Det er fjerde gang, at DEKRA arrangerer og afholder jobmesser.
Denne gang forventer DEKRA op mod 1.500 tilmeldte og 150 vognmænd fordelt på de 12 messer.
Utraditionelle veje
En af de transportvirksomheder, der kommer til jobmessen, er Dansk Auto Logik, som beskæftiger sig med autotransport til importører, bilforhandlere og private.
”Vi leder løbende for at sikre os, at vi ikke kommer til at mangle. Vi går gerne utraditionelle veje for at sikre, at vi har de chauffører, vi har brug for, blandt andet i form at vores gode daglige samarbejde med DEKRA og vores deltagelse på DEKRAs jobmesser,” siger transportchef i Dansk Auto Logik, Johnny Lauridsen.
Nemmere rekruttering
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 33 procent af virksomhederne i transportbranchen på land i juli 2018 oplevede produktionsbegrænsninger på grund af mangel på arbejdskraft.
Det er det højeste tal, siden statistikken blev lavet første gang i 2011.
I alt anslår brancheforeningen ATL og 3F, at Danmark i de kommende år får brug for 2.500 nye lastbilchauffører på grund af kraftig vækst i transportbranchen.
”Jobmesserne letter rekrutteringssituationen for både virksomheder og kandidaterne. Virksomhederne får nemmere adgang til en bredere skare af interesserede ansøgere, end de ellers ville komme i dialog med, og kandidaterne kan præsentere sig direkte og spørge ind til virksomheden og arbejdet uden at skulle igennem en jobsøgningsproces. Vi skal gøre rekrutteringen nemmere, hvis vi vil chaufførmangelen til livs,” siger koncerndirektør i DEKRA, Peter Laursen.
Jobmesser i 12 byer
DEKRAs 12 jobmesser holdes i Køge (25.9), Brabrand (25.9), Vejen (27.9), Hillerød (27.9), Herning (27.9), Vejle (1.10), Viborg (2.10), Næstved (2.10), Brøndby (4.10), Nørresundby (4.10) og Odense (4.10).
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 50 lande og beskæftiger over 39.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.