Pressemeddelelse -
Jobmesse i Brabrand hjalp ledige i arbejde
I sidste uge afholdte DEKRA, Danmarks største private udbyder af transportkurser, for syvende år i træk jobmesse i Brabrand.
På jobmessen havde ledige og andre interesserede mulighed for at møde et bredt udvalg af midtjyske transportvirksomheder, der søgte arbejdskraft.
Jobmessen blev officielt åbnet af Anders Winnerskjold, Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, der i sin åbningstale anerkendte chaufførernes arbejde og deres store betydning for samfundet:
”Vi har virkelig brug for jer. Uden buschaufføren fungerer den offentlig transport ikke, og så når vi aldrig vores klimamål. Uden lastbilchaufføren får vi ikke de forsyninger, vi har brug for, og så er der rigtig meget, der ikke fungerer. Samfundet er en stor maskine, der har brug for alle tandhjul – også chauffører.”
Jobmessen var godt besøgt, og både virksomheder og besøgende var glade og tilfredse med dagens udbytte.
Jobmessen i Brabrand var en ud af seks jobmesser, som DEKRA afholdte i sidste uge i hele landet.
Stor tilfredshed
Hos DEKRA er der stor tilfredshed med jobmessen, der igen i år resulterede i flere besatte stillinger hos de deltagende virksomheder.
”Vi er glade for, at vi gennem et konkret initiativ som jobmessen kan bidrage til, at flere mennesker finder et arbejde, og at arbejdsgiverne får de kompetencer, de har brug for. På jobmessen i sidste uge blev der besat over 50 jobs på landsplan, og der blev indgået en række aftaler om efterfølgende jobsamtaler. Det bekræfter os i, at jobmessen stadig er en rigtig god ide,” fortæller kommerciel direktør i DEKRA, Troels Lund.
Branchen mangler fortsat chauffører
Der er stadig et stigende behov for chauffører i Danmark, hvor hver anden lastbilchauffør er over 50 år og næsten hver femte er over 60 år. Et stort antal chauffører vil derfor forlade branchen for at gå på pension inden for en kort årrække, og det er denne udfordring, at DEKRA gerne vil være med til at løse med jobmessen.
”For at komme chaufførmanglen til livs, må vi gøre rekrutteringen nemmere. Det gør vi med vores jobmesse, hvor de ledige kan springe den traditionelle ansøgning over og i stedet møde vognmændene og præsentere sig personligt for dem. Det fungerer rigtig godt for begge parter,” fortæller Troels Lund.
Det er ikke kun chauffører, der deltager på DEKRAs jobmesse, men også andre personer, der er interesseret i at høre mere om jobmulighederne i transportbranchen.
”Ved hver jobmesse har vi mange besøgende, der ikke er uddannede chauffører, men som overvejer om et job i transportbranchen kan være det rette for dem. På jobmessen kan de få et godt indblik i, hvordan det er at arbejde som chauffør og hvilke kvalifikationer, det kræver. Hvis jobmessen kan være med til at inspirere flere til at vælge et job i transportbranchen, er vi meget glade,” fortæller Troels Lund.
Jobmessen var så stor en succes i hele landet, at DEKRA allerede har besluttet at gentage den.
Emner
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.