Gå til indhold
Gratis kursus skal få flere til at sætte sig ind i reglerne for droneflyvning

Pressemeddelelse -

Gratis kursus skal få flere til at sætte sig ind i reglerne for droneflyvning

Salget af droner i Danmark er i de seneste år steget markant. Det skyldes blandt andet den hurtige teknologiske udvikling inden for området, der har betydet, at det i dag er nemt at erhverve en drone, der er let at flyve med til en lav pris. Ifølge Trafikstyrelsen bliver der solgt omkring 20.000 droner i Danmark om året, og det har medført flere sikkerhedsmæssige udfordringer. Flere af landets lufthavne oplever blandt andet, at der flyver droner ind i deres sikkerhedszoner, hvilket i værste tilfælde kan ende med, at dronen kolliderer med et fly.

Gratis kursus til alle

Hos DEKRA Dronecenter, der er en del af den verdensomspændende sikkerhedskoncern DEKRA, har de nu valgt at forære et af deres dronekurser gratis væk. Det gør de med et håb om, at det kan være med til at sprede kendskabet til reglerne, og dermed mindske antallet af fremtidige ulykker med droner.

”Det kan have store konsekvenser, hvis en drone flyver ind i en sikkerhedszone eller ind i et område med tæt bebyggelse. Ifølge Trafikstyrelsen var der 46 tilfælde i Danmark i 2022, hvor droner fløj for tæt på lufthavne sammenlignet med to tilfælde i 2017. Det vidner om, at der er et stort behov for at øge kendskabet til reglerne inden for området, og det vil vi meget gerne bidrage til. Vi har derfor valgt at tilbyde vores A1/A3-kursus gratis til alle, der er interesseret i at sætte sig ind i reglerne,” fortæller Jacob Harritz Poulsen, projektleder hos DEKRA Dronecenter.

Det skal være nemt

Hos DEKRA Dronecenter har de udviklet kurset med henblik på, at det skal være nemt og overskueligt at blive sat ind i de komplicerede regler for droneflyvning. Kurset tages online og varer kun to timer. Efter kurset er kursisterne klædt på til at tage Trafikstyrelsens A1/A3-teoriprøve, hvis de ønsker at få et dronecertifikat. Ifølge Jacob Harritz Poulsen er det dog også værd at tage kurset, hvis en person blot ønsker at blive sat ind i reglerne.

”Reglerne inden for droneområdet er ret komplicerede, og det kan være svært selv at sætte sig ned og studere dem. Vi oplever tit, at folk er i tvivl om, hvor de må flyve med deres droner, og om de skal have et dronecertifikat eller ej. Derfor har vi udviklet kurset, der gør det nemt at forstå reglerne. Selvom en person ikke ønsker at tage A1/A3-teoriprøven, giver det stadig rigtig god mening at tage kurset, så personen kender reglerne for droneflyvning i Danmark. Derved undgår personen at gøre ubevidst skade, hvilket jeg er sikker på, at de fleste gerne vil undgå,” fortæller Jacob Harritz Poulsen.

Bøden for at overtræde reglerne for droneflyvning ligger på mellem 2.000-5.000 kroner for almindelige borgere og på op til 10.000 kroner for virksomheder. Herudover kan dronen blive konfiskeret.

Hvis du ønsker at sætte dig ind i reglerne, kan du læse mere og tilmelde dig DEKRA Dronecenters gratis kursus på www.dekra.dk/dronecenter.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


Om DEKRA

DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.

DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.

I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.

DEKRA dækker hele Danmark.

Kontakt

Troels Lund

Troels Lund

Pressekontakt Kommerciel Direktør PR og kommunikation 31 63 20 30