Pressemeddelelse -
DEKRA overtager Down Towns lokaler og aktiviteter i Silkeborg
Snart kan DEKRA igen byde kursister velkommen på AMU-kurser på Tietgensvej 16 i Silkeborg. DEKRA overtager nemlig Down Towns lokaler, AMU-aktiviteter og ansatte. Tidligere har Down Town været DEKRAs udliciteringspartner i Silkeborg.
Lokalt forankret igen
Hos DEKRA glæder de sig over, at de igen snart kan åbne op for AMU-kurser i Silkeborg by med overtagelsen af køreskolen Down Town på Tietgensvej 16.
”Vi er i DEKRA glade for igen at blive lokalt forankret i Silkeborg med vores nye skole på Tietgensvej. Det var ikke en svær beslutning for os at sige ja til, da Jan fra Down Town ønskede at drosle ned og få mere fritid,” udtaler Karsten Trend Poulsen, adm. direktør for DEKRA Midtjylland.
Indtil 2019 var Down Town udliciteringspartner for DEKRA i Silkeborg. Derfor kender DEKRA Down Town særdeles godt.
”Vi kender Jan og Down Town fra mange års samarbejde. Derfor glæder vi os til at byde medarbejderne fra Down Town velkommen i DEKRA,” fortsætter Karsten Trend Poulsen.
Flere kurser i Silkeborg
AMU-kurser i Silkeborg er ikke helt nyt for DEKRA. DEKRA udbyder EU-efteruddannelsen for lastbil- og buschauffører på Jyllandsringen i Resenbro ved Silkeborg.
Der er planer om flere kurser, når DEKRA slår dørene op på Tietgensvej 16. Indtil videre er det fastlagt, at der bliver udbudt følgende kurser: lastbilkørekort, vogntog, EU efteruddannelse til gods og bus samt kurser for varebilschauffører.
”Overtagelsen af Down Towns lokaler og aktiviteter betyder nemmere adgang til efteruddannelse og kørekort til store køretøjer for vores kursister i området. Desuden vil vi jævnligt udbyde varebilskurser,” understreger Karsten Trend Poulsen.
Lige nu er DEKRA i fuld gang med at få lavet en kursusplan, så de efter planen kan udbyde kurser fra midten af maj på den nye adresse.
Related links
Emner
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.