Pressemeddelelse -
DEKRA lancerer jobportal for chauffører
Ny jobportal skal gøre det nemmere for chauffører og vognmænd at finde hinanden. Mange vognmænd skal ansætte flere chauffører i de kommende måneder, viser rundspørge.
Det skal være nemmere for landets chauffører at finde ledige jobs i transportbranchen – og det skal være nemmere for vognmænd at rekruttere nye chauffører.
Derfor har DEKRA, som landsdækkende udbyder af transportuddannelser, lanceret en ny jobportal på www.transport-job.dk
Her kan chauffører få overblik over de opslåede stillinger og bruge søgekategorier som jobfunktion, arbejdstid, geografi og lønramme til at finde de jobs, der interesserer dem.
Brug for flere chauffører
Portalen kommer på et tidspunkt, hvor mange af landets vognmænd forventer at få brug for flere chauffører. I en analyse, DEKRA har foretaget blandt 400 transportfirmaer, svarer 40 procent af godsvognmændene, at de skal ansætte chauffører inden for de kommende tre måneder. 56% af godsvognmændene svarer derudover, at det er en udfordring at skaffe kvalificerede chauffører.
Også vognmænd inden for persontransport, der har været hårdt ramt under COVID-19, ser lys forude.
Således svarer 32 procent af de adspurgte vognmænd inden for persontransport, at de skal ansætte chauffører indenfor de kommende tre måneder.
Dog er særligt turistbusbranchen fortsat ramt. Her forventer kun 22 procent af vognmændene at skulle ansætte inden for de næste tre måneder.
Der har manglet et seriøst sted
DEKRA’s ambition er at skabe Danmarks største specialiserede jobportal for transportbranchen.
”Der har manglet et seriøst sted, hvor man som chauffør kan få et godt overblik over de vognmænd, som mangler chauffører. Ofte ser vi opslag i diverse Facebook-grupper og på mindre jobsider. Det gør det vanskeligt og meget tidskrævende for chauffører at finde drømmejobbet. Derfor vil vi med den nye jobportal samle alle relevante jobs i branchen ét sted. Branchen skriger på flere chauffører, og ud over at uddanne dem bør vi også lette chaufførernes muligheder for at finde de ledige jobs,” siger administrerende direktør i DEKRA Danmark, Peter Laursen.
Gevinst for vognmændene
Afdelingsleder i det fynske transportfirma Poul Schou A/S, Casper Juul, mener, at den nye jobportal også bliver en gevinst for vognmændene.
”Det er en god idé med en specifik jobportal målrettet kandidater med netop de færdigheder, vi gerne vil tiltrække. Vi er måske ikke så hårdt ramt af chaufførmanglen som andre transportvirksomheder, fordi vi i kraft af vores samarbejde med DEKRA godt tør starte op med folk uden den store erfaring. Vi finder noget kørsel, som er håndterbart for folk, der er nye i faget. Men når det gælder mere specifikke lastbiler, er der større konkurrence i markedet om de dygtige chauffører, og der vil den nye jobportal være et vigtigt vindue for os som en virksomhed, der kan tilbyde spændende arbejdsopgaver, ” siger han.
Målet med Jobportalen er at have 200 vognmænd på Jobportalen inden årets udgang og med den nuværende interesse, ser det mål ud til at blive opfyldt hurtigt, siger Peter Laursen fra DEKRA.
Emner
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.