Pressemeddelelse -
DEKRA Bilsyn vinder ’Årets Synshal’ for tredje år i træk
Ved gårsdagens Auto Awards i Cirkus bygningen i København, kunne DEKRA Bilsyn endnu en gang tage prisen som Årets Synshal med hjem. Det er tredje år i træk, at prisen går til DEKRA Bilsyn og administrerende direktør i DEKRA Bilsyn, Mikael Morell tilskriver sejren den fælles og stærke indsats i hele synskæden.
”Det er en stor anerkendelse af det fantastiske arbejde alle vores medarbejdere yder hver eneste dag i alle vores synshaller. Vi arbejder konstant på at opretholde et højt serviceniveau og en professionel tilgang. At kunne tage prisen med hjem og opnå et hattrick er noget, vi er utrolig stolte af. Vi er samtidig utroligt taknemmelige for at vi har så mange tilfredse kunder, der har valgt at stemme på os.”
Et vildt år for DEKRA Bilsyn
2024 har været et ekstraordinært vækst-år for DEKRA Bilsyn, hvor 20 nye synshaller er blevet åbnet landet over. Med åbningen af synshal nummer 80 rundede DEKRA Bilsyn også en vigtig milepæl, men ifølge Mikael Morell stopper væksten langt fra her:
”Vi er stolte af, at vi nu har 80 synshaller fordelt i hele landet, men vi er også ambitiøse, så vi vil fortsætte vores vækstrejse i de kommende år. Vi har derfor også sat os for at åbne yderligere 12-14 synshaller i 2025. Vores fokus vil fortsat være at sikre den høje kvalitet og tryghed, som vores kunder kender fra vores andre synshaller.”
Priserne styrker ambitionerne
Med endnu en pris som Årets Synshal cementerer DEKRA Bilsyn sin plads som en af de førerende aktører i synsbranchen, og det motiverer og styrker ambitionerne.
”Vi ser prisen som en bekræftelse på vores stærke position i branchen og som en stor motivation til at fortsætte med at levere den høje kvalitet, vi er kendt for. Vi ser frem til at videreudvikle DEKRA Bilsyn og skabe endnu flere gode kundeoplevelser fremover”, slutter Mikael Morell.
Emner
Kategorier
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.