Pressemeddelelse -
DEKRA besvarer efterspørgsel og åbner ny skole i Svinninge
Danmarks største udbyder af transportkurser og -uddannelser, DEKRA, styrker nu sin tilstedeværelse på Sjælland med åbningen af en ny skole i Svinninge. Udvidelsen har til formål at imødekomme den stigende efterspørgsel efter transportkurser på Vestsjælland og bidrage til at styrke uddannelsesmulighederne for nuværende og fremtidige chauffører i området.
Transportbranchen oplever fortsat en betydelig efterspørgsel efter kvalificerede chauffører, og DEKRAs nye skole i Svinninge er en vigtig indsats for at forsyne branchen med veluddannede chauffører i fremtiden.
Drøm går i opfyldelse
På Sjælland er DEKRA allerede repræsenteret i Brøndby, Næstved og Hillerød, og ønsket om at tilføje en lokation på Vestsjælland har længe stået på DEKRAs ønskeliste. Anja Brauner-Kristiansen, administrerende direktør i DEKRA Øst, udtaler:
”At etablere vores nye skole i Svinninge er en drøm, der går i opfyldelse for os. Vi har længe ønsket at udvide vores tilstedeværelse på Vestsjælland og imødekomme det lokale behov for transportkurser. Vi vil rigtig gerne hjælpe borgere til et job i transportbranchen, og vi kommer derfor til at være i tæt dialog med de lokale jobcentre, a-kasser og virksomheder i lokalområdet. Herudover ønsker vi også at give de lokale virksomheder flere kursusmuligheder, og vi hører derfor gerne, hvis en lokal virksomhed ønsker at tage et specifikt kursus hos os.”
Helt nye lokaler
Kursisterne, der skal gå på DEKRAs nye skole i Svinninge, kan se frem til at møde ind i helt nyrenoverede lokaler og blive undervist med det nyeste udstyr. Ved skolens åbning i oktober vil kursusudbuddet omfatte kurser i gaffeltruck, varebil og farligt gods samt EU-efteruddannelse til både gods- og buschauffører. Planen er på sigt at udvide kursusudbuddet yderligere i byen.
God opbakning fra de lokale
Hos DEKRA har de allerede fået mange positive tilkendegivelser på åbningen af den nye skole fra lokalområdet. Jim Kjøler, Afdelingsleder, Road DK Øst hos Frode Laursen, udtaler:
”Vi glæder os over, at DEKRA har valgt at åbne en skole i Svinninge, der gør det meget lettere for vores vestsjællandske chauffører at komme på kursus. Vi ser frem til at samarbejde med DEKRA om at fremme rekruttering af nye talenter til vores branche på Vestsjælland.”
Skolens åbning vækker også glæde hos den lokale 3F-afdeling, der ser frem til at kunne tilbyde deres ledige medlemmer endnu flere kursusmuligheder i lokalområdet. Peter Nielsen, Faglig Sekretær hos 3F Holbæk-Odsherred udtaler:
”Vi ser med glæde frem til den kommende skoleåbning, der udvider kursusmulighederne for vores ledige medlemmer. Skolens aktive engagement i lokalområdet glæder os, og vi ser frem til at samarbejde om at hjælpe ledige i job i transportbranchen.”
Åbent hus
For at fejre åbningen af den nye skole inviterer DEKRA alle interesserede til et åbent hus-arrangement den 26. oktober, hvor der er mulighed for at se skolens faciliteter og høre mere om de tilgængelige uddannelsesmuligheder.
Emner
Kategorier
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.