Blogindlæg -
9 ud af 10 kvinder anbefaler transportbranchen
9 ud af 10 kvinder anbefaler transportbranchen
I en undersøgelse har vi spurgt 140 kvinder om, hvordan det er at arbejde i transportbranchen. Hele 93 % svarede, at de vil anbefale branchen til andre kvinder. Men hvad er det, der gør chaufførjobbet så fedt? Det har kvinderne forskellige bud på.
Selvstændigt job med masser af frihed
Til spørgsmålet om hvorfor chaufførlivet er så fedt, svarer flere af kvinderne, at de elsker det selvstændige liv, og at sidde højt oppe og have overblik over trafikken. En af kvinderne synes, at noget af det mest sjove og spændende ved at være lastbilchauffør er, at ikke to dage er ens.
”Jobbet er selvstændigt, men jeg kan stadig have kontakt til mennesker i form af kollegaer og kunder”, svarer en i undersøgelsen.
Størstedelen af kvinderne er enige om, at det er et fedt job, og at der trods stramme køreplaner er stor frihed som chauffør.
Respekt og plads til røde negle
Transportbranchen er mandsdomineret, og i dag er kun ca. 1 ud af 10 i branchen en kvinde. Men det er ikke kun negativt. Det giver ifølge de adspurgte kvinder en vis form for respekt og anerkendelse fra de mandelige kollegaer og chefer.
”Det fedt at være kvinde i chaufførbranchen. Det giver stor respekt og anderkendelse at kunne styre et så stort køretøj”, skriver en i spørgeundersøgelsen.
Flere af kvinderne synes, at de har et sejt job. De mener, at kvinderne ikke skal være så bange for, at de ikke har samme fysik som mændene. ”Det kommer ikke an på muskler men teknik”, skriver en i undersøgelsen.
Selvom der er langt mellem de kvindelige kollegaer, er der stadigvæk plads til at være feminin:
”Man kan stadig være chauffør og have røde negle”, skriver en i undersøgelsen.
Stor arbejdsglæde
At 9 ud af 10 kvinder anbefaler transportbranchen til andre kvinder er ikke så underligt. Transportbranchen har nemlig en høj arbejdsglæde, som faktisk ligger over gennemsnitsniveauet for alle brancher i Danmark.
”I chaufførfaget er arbejdsglæden stor, fordi der er nærhed mellem det, du foretager dig, og den værdi du skaber. Du er ikke bare et mellemled, og landet ville gå i stå, hvis lastbilerne holdt stille. Det er et arbejde, der giver mening med både stor frihed og høj grad af ansvar”, udtaler DEKRA’s koncerndirektør Peter Laursen.
Flere af kvinderne synes, at der skal sættes fokus på de gode ting ved jobbet. De synes, at det er ærgerligt, at der er så mange fordomme om at arbejde i transportbranchen.
”Det er ikke nødvendigvis beskidt eller tungt arbejde om natten”, skriver en blandt andet om en af chaufførjobbets mange misforståelser.
Flere kvinder i transportbranchen
De 140 adspurgte kvinder vil gerne have selskab af endnu flere kvinder i branchen. Men de er også glade for deres mange mandlige kollegaer:
Det er faktisk dejligt at have mandlige kolleger. De passer på mig, beskytter og hjælper mig”, skriver en i undersøgelsen.
Flere af kvinderne påpeger, at der skal fokus på at chaufførlivet godt kan hænge sammen med et familieliv. Derudover ser de gerne, at der kommer flere kvindelige rollemodeller. Det mener de, kan tiltrække flere kvinder til chaufførfaget.